Beslutningsstøtte om forebyggelse og bekæmpelse af kartoffelskimmel og bladplet i kartofler (BlightManager)
Kartofler er en højværdiafgrøde med en årlig værdi på over 2 mia. kr. i eksportindtægter. Der har været en positiv udvikling i arealet med kartofler i Danmark, især i produktionen af stivelseskartofler, hvor arealet de sidste fem år er steget med 42 procent.
Der er investeret ca. en milliard i forbedring og etablering af nye produktionsanlæg. Angreb af mere aggressive og fungicidresistente racer af kartoffelskimmel (Phytophthora infestans) og bladplet (Alternaria spp.) er imidleretid et stigende problem, og der anvendes ca. 130 millioner om året til forebyggelse og bekæmpelse af disse to sygdomme.
Formålet med projektet er at udvikle grundlaget for at kunne reducere brugen af pesticider i kartofler med op til 30% / år. Det skal være med til at sikre en langsigtet, bæredygtig og konkurrencedygtig kartoffelsektor i Danmark. For at nå målene vil projektet udvikle BlightManager - beslutningsstøtte om bekæmpelse af kartoffelskimmel og bladplet, inklusive brug af nye lokale vejrstationer og satellit data til beregning af sygdomsrisiko og sprøjtevejr, robotteknologi til genkendelse af sygdomme, mobile platforme til data indsamling, varsling og rådgivning, bedre karakterisering og udnyttelse af sorternes resistens i kombination med nye fungicider.